Thomas var rigtig uheldig i vuggestuen i går. Ham og en pige stod og fjollede på en lille rutchebane, Thomas var uheldig og faldt ned på sin venstre albue og han blev bare rigtig ked af det. Pædagogen på stuen ringede efter Kurt, som hentede Thomas og kørte ham ind til lægen. Jeg havde fri kl. 13 og mødtes med Kurt inde hos lægen. Da jeg kom, kom de ud inde fra lægen med en henvisning til skadestuen og røntgenafd. Kurt kørte hjem og jeg kørte på sygehuset med min forpinte lille dreng. Lægen havde bundet en slynge om Thomas' arm, så han kunne holde den i nogenlunde ro.
Vi ankom til røntgenafd. og ventede i en ½ times tid inden vi kom til. Og det var bestemt ikke sjovt for Thomas at hans arm skulle fotograferes. Han græd, og det gjorde bare så ondt på ham. De skulle tage 2 billeder af armen, og da det ene billede ikke kunne bruges kom de og kaldte os ind igen og ville tage endnu et.
Derefter skulle vi på skadestuen og have en læge til at vurdere, hvad der skulle ske. De havde mistanke om, at albuen enten var brækket eller gået af led.
Her venter vi i venteværelset på at komme ind på skadestuen. Han legede bare helt almindeligt med højre arm.
Efter at lægen havde kigget på og undersøgt armen stille og rolig, ville han gerne sende os op til røntgenafd. igen, for at få taget billeder af højre arm for at de kunne have noget at sammenligne med. Så så måtte vi derop endnu engang, hvor vi så sad og ventede igen før vi kom til.
Og derefter tilbage på skadestuen, hvor jeg fik melding om at armen ikke var gået af led og den var heller ikke brækket. Men fordi Thomas havde ondt, ville de ligge gips på den, så han kan holde den i ro. Han skal have gipsen på i 5 dage, og så skal han have kigget på armen igen. Så skulle den gerne være i orden igen. Ellers skal han måske have gips på armen i yderligere 2 uger.
Det var ren gavebod for Thomas at være på sygehuset. Han fik ikke mindre end 4 "gaver": Denne duplo-panter, en magnet-sommerfugl, en lille snurretop og en plastic-dinosaurus med vinger. Vi var på sygehuset fra kl. 13.30, og var hjemme igen kl. 16.55.

Det var noget af en omgang for Thomas. Hjemme igen ville han gerne spille computer, og det fik han lov til. I dag troede jeg at Thomas var i stand til at kunne komme i vuggestue, men det kunne han ikke. Han legede rigtig godt med højre hånd og arm, og skulle have en del hjælp, når han havde brug for den venstre. Han havde det helt klart bedst, når han bare kunne sidde helt stille. Jeg skulle arbejde kl. 10.30-14.30, og det kunne jeg godt. I sådan en situation, er det altså bare fedt, at Kurt arbejder herhjemme.
Men altså Thomas har jo sidste dag i vuggestuen på tirsdag, og så skal han begynde i samme børnehave som Daniel, på onsdag. Pædagogen ringede hjem til os her i formiddags, for at spørge om, hvordan det var gået med Thomas - det gjorde mig bare så glad :-) Jeg havde planlagt, at skulle ind forbi vuggestuen på vej til arbejde, og hente hans ting her til weekenden, og derfor havde jeg ikke ringet til dem.